Midtbyen Sport-Verein vs FC Trefalke 5-1
Man kunne forledes til at tro, at det negative resultat set med Falke-øjne, skyldtes at Falkene i ren 1. maj ånd havde valgt at forære kampen væk til et ungt og energisk hold fra Midtbyen Sport-Verein. Sådan er sandheden desværre ikke, selvom det havde været en smuk tanke.
Falkene mødte derimod et hold, der på dagen, var stærkere i alle spillets facetter. De var gode med bolde, hurtige i kombinationsspillet og effektive foran målet. De 4 første mål faldt i første halvleg. Keeper Kaare var chanceløs - selvom nogle af falkespillerne mente, at Kaare med den indsats burde have startet op foran som nummer ”10”. Falkene spillede en god kamp – der manglede bare de sidste 10-15 procent for, at vi kunne holde trit med spillerne fra Midtbyen Sport-Verein. Hertil kom - som Fasting påpegede - manglende kommunikation mellem de enkelte spillere, hvilket gjorde det svært at dæmme op for modstanderen. I anden halvleg fik Falkene heldigvis vist, at de sagtens kan hamle op med Midtbyen Sport-Verein. 2. halvleg endte 1-1, og særligt skal fremhæves en klasseredning fra Bays side og et mål fra Brædders side. Assist til målet huskes ikke??? Sorry.
Kampen skal ellers huskes for en masse små svinestreger fra modstanderholdets side – Hr. Brædder var indblandet i en del klammeri, men heldigvis kunne han gå uskadt fra banen :) Hr. Gleie var også med – og gjorde en rigtig god figur. Vi ser derfor frem til en masse gode præstationer fra ham i denne sæson – skadet eller ej…!;)
Efter kamp stod den på grill , øl og sodavand. JP havde taget sønderjyske grillpølser og hele svineriet med, så det var en sand fest. Måske en af årsagerne til, at han fik to stemmer som dagens spiller…..Hvem ved? :)
|