Dai | Infosport | Fc Trefalke startside | Fc Trefalke 2


Indlæg
Navn ace
E-mail -
Dato 13-06-09 19:14
Emne Pause fra Trefalke

Jeg har meldt mig fra de sidste to kampe før sommerpausen, da jeg i løbet af de sidste par uger har mistet motivationen til at spille for falkene. Henover sommeren vil jeg lige vurdere situationen og forhåbentlig genfinde lysten.

Efter min mening bør vi inden efterårssæsonens start holde et spillermøde, hvor vi forsøger at komme til en slags enighed om, hvad holdets mål og stil skal være. Som der har været tale om før, er der efterhånden stor forskel på folks niveau på banen og ambitioner for at spille i klubben - og i øjeblikket harmonerer de forskelle efter min mening ikke.

Som jeg ser det, har vi to muligheder: Enten går vi over til at stille med de stærkeste spillere i hver kamp uden at kigge på træningsfremmøde og lignende, og hvis en udskiftning i kampen vurderes til at svække chancen for sejr, så bruges den ikke. Kort sagt går man hundrede procent efter resultatet, mens det sociale under kampene ikke prioriteres. Den anden mulighed er at fortsætte som hidtil, hvor træningslisten afgør truppen, og alle mere eller mindre er sikre på at få mindst en halv time på banen, også selvom det eventuelt betyder, at nogle af "stjernespillerne" får en tur på bænken.

Det andet alternativ kræver, at alle forpligter sig til at acceptere de spillere, der ikke har det samme høje niveau som efterhånden størstedelen af truppen og som primært spiller i klubben for den sociale del - deriblandt mig. Sådan synes jeg ikke, det er pt. De sidste par kampe har jeg ikke følt, at der var megen støtte eller tillid fra en stor del af holdkammeraterne og har til tider følt mig decideret uønsket på banen. Ved den mindste fejl får man en verbal spand lort i hovedet, og det gavner bestemt ikke min selvtillid og dermed mit spil i en række, hvor jeg i forvejen er klart overmatchet, men selvfølgelig gør mit bedste.

Det har været lidt oppe at vende tidligere, hvordan den interne kommnuikation fungerer, hvor det er blevet hævdet, at spillere der kommer med mange negative tilråb i løbet af kampen bare har en stor vilje til sejr. Jeg er dybt uenig. Jeg mener ikke, det er tegn på nogen særlig stærk vilje til sejr, men snarere en mangel på overskud til at kanalisere sin frustration ud til gavn for holdet - tværtimod svækker man i mine øjne holdets chancer ved at sprede negativ stemning.

Jeg kan sådan set sagtens forstå de frustrationer, der kommer over fejl i løbet kampen, for som sagt er der rigtige mange dygtige spillere i truppen, hvoraf mange har været vant til et højt niveau. Derfor synes jeg måske også, at det er mest oplagt at gå over til den første skitserede stil, men det bør i hvert fald meldes klart ud, for som det er nu, vil jeg gætte på, at det i længden vil betyde, at hverken "stjernerne" eller "amatørerne" vil have lyst til at spille i Trefalke. I en kamp som i dag er mange sikkert utilfredse med mig, fordi jeg spiller dårligt, og jeg er utilfreds med de svinere, jeg får. Det er uholdbart, så lad os holde et møde og få afklaret tingene.




ps. Jeg har mit spillertøj fra i dag, som jeg lige får vasket og givet videre inden næste kamp

Emne Forfatter
Dato
Pause fra Trefalke ace
13-06-09 19:14
  -mit syn på sagen ap
14-06-09 00:32
  -som sådan enig Kaare
14-06-09 11:26
  -Kritik taget til følge.. Hindhede
14-06-09 19:51
  -Sv: Pause fra Trefalke Nyby
14-06-09 22:07
  -Sv: Pause fra Trefalke ace
14-06-09 22:30
  -Fuld forståelse... Thomas
16-06-09 00:16
  -Mange gode pointer Valdemar
16-06-09 08:38
  -lille kommentar Klint
04-08-09 19:29


Besvar
   Til Forum



trefalke.dk - bygget på zoccerzite
layout fasting.dk