Trefalke forstærker truppen… |
publiceret d. 12. marts 2004 |
|
FC Trefalke kunne fredag afteb løfte sløret for de mange spekulationer angående transfers, der har omgivet klubben i de forgangne uger. Trefalke har forstærket sig på tre pladser med indkøbene af henholdsvis Jacob Rudbæk, Klaus Rasmussen og Nicolaj Nyby. Det kommer som en stor overraskelse, at hele tre spillere nu bliver en del af truppen, da FC Trefalke ellers har praktiseret en mere defensiv indkøbsstrategi over en længere periode. ”Af strategiske årsager vælger vi først to uger før sæsonstart at offentliggøre den endelige trup. Spillerne skal have fred fra pressen og dette er årsagen til at vi først så sent præsenterer den endelige trup” lyder det fra FC Trefalkes sportschef, der videre konkluderer; ”Jeg er yderst tilfreds med vores indkøb og det skal da heller ikke være en hemmelighed at vi har, måtte betale en stor pose penge. Men vi er villige til at betale prisen for at have en homogen og sportslig acceptabel trup.”
”Jacob Rudbæk er en rutineret, fysisk stærk spiller, der har en eminent spilforståelse og samtidig er yderst boldsikker. Jeg er sikker på at han vil bidrage med sikkerhed og rutine i det opbyggende spil. Jeg er også meget tilfreds med indkøbet af Nicolaj Nyby, hvis underskrift vi fik sikret i sidste øjeblik i kamp med flere klubber. Han er en teknikker på et meget højt niveau, der både er målfarlig, men samtidig også manden, der støber kuglerne til mål. Klaus Rasmussen er en angriber i særklasse, der skaber chancerne på egen hånd og ligeledes har evnen til at dukke op og hamre den ind ud af det blå. I de kampe vores talentspejdere har kigget på ham, har vi kunne konstatere, at han er en arbejdshest med glimrende teknik og så besidder han evnen til at score på chancer, der ikke er oplagte.”
Med kun to uger til sæsonstart venter vi i spænding på at følge de smukke Falke fra sidelinien.
|