Årets første turneringskamp: Levende Kaffe v. FC Tre Falke 2-2 |
publiceret d. 4. april 2005 |
|
Efter en fremragende opstart til sæsonen var forventningerne store, da vi d. 3. april indledte sæsonen mod Levende Kaffe. Rammerne om premieren var den berygtede Kløvermark på Djævleøen, og vi mødtes klokken 8.00 foran de Auschwitch-lignende barakker. På trods af høj sol og godt humør hos alle i truppen var optakten desværre ikke optimal. Af grunde der ikke skal uddybes nærmere på dette sted, var trøjerne ikke kommet frem til Stadion, og vi måtte derfor låne overtrækstrøjer af vores modstander. En stor tak herfra til Levende Kaffe!
Efter en hurtig opvarmning var vi klar til kamp på den mildest talt elendige bane, men uanset hvad var forholdene ens for begge hold. Vi satte os godt på kampen fra start. Levende Kaffes bageste kæde virkede ikke alt for stærk, og det åbnede for en række store tilbud til os i 1. halvleg. Den største mulighed opstod, da Tharsgaard sendte et af sine skalpelskarpe hjørnespark ind i det lille felt, men desværre blev det efterfølgende hovedstød reddet på stregen. Derudover havde vi en række farlige forsøg, men det virkede som om, at vi lige manglede den sidste skarphed. Som San Marino ofte har måttet sande er fodbold et dybt uretfærdigt spil. Dette blev illustreret, da Levende Kaffe på kynisk vis udnyttede et mindre koks i forsvaret og bragte sig foran 1-0. Således var stillingen også ved pausen. Om end deres føring var ufortjent, var alle klar over, at vi sagtens kunne højne niveauet, tilbyde os mere for hinanden og kæmpe endnu mere.
I 2. halvleg fik vi sat os bedre igennem, og vi var spilstyrende størstedelen af tiden. Imidlertid skulle vi grueligt meget igennem før spilovertaget også kom til udtryk på måltavlen. Efter cirka 15 minutter sendte Levende Kaffe et indkast ind i straffesparksfeltet. Indkastet blev forlænget og banket i kassen fra kanten af det lille felt uden chance for AP. Stik imod spil og chancer stod det 2-0, og der var en halv time tilbage af kampen. Vi viste imidlertid, at vi bevarede troen på, at det kunne lade sig gøre at komme tilbage i kampen. Presset mod Levende Kaffes mål blev efterhånden til et stormløb, og vores modstander havde efter scoringen absolut intet at byde på rent offensivt. Med cirka 12 minutter tilbage fik Klint tilkæmpet sig et hjørnespark. Netop som Tharsgaard havde sendt hjørneparket indover blev Kaare skubbet omkuld, og vi fik tilkendt et straffespark. Dette var en enestående mulighed for at komme tilbage i kampen, og Tharsgaard svigtede da heller ikke, da han på køligste vis placerede bolden nede i venstre hjørne. Kort herefter modtog Didi bolden fra Klaus ved kanten af feltet og demonstrerede, at han er en angriber af høj klasse ved at sparke bolden i kassen. 2-2! Herefter havde vi en række store tilbud, blandt andet i de døende minutter, men ind ville bolden altså bare ikke, og det uafgjorte resultat var en realitet.
Konklusionen på kampen er, at vi fik 2-2 mod et middelmådigt hold. Efter at have været bagud 2-0 er det naturligvis tilfredsstillende, at vi får uafgjort, men vi bør normalt vinde sådanne kampe. Lad os håbe, at det var den lidt kaotiske optakt til kampen, der spillede ind. Vi viste god moral ved at kæmpe os tilbage i kampen, og kan vi kombinere denne gode moral med fight og mere skarphed foran, ser det godt ud for resten af sæsonen. Tillykke til Klint, der helt fortjent blev kåret til kampens spiller.
Peter K
|