Guld! |
publiceret d. 1. oktober 2005 |
|
FC Trefalke vinder Pulje B1! Det er status med to runder tilbage. Falkene fra Frederiksberg kan ikke længere hentes og kan således strække armene i vejret og fejre at 1. pladsen er synonym med Falkene. FC Trefalke har bevist, at de uden tvivl er det bedste hold i rækken med to sejre over forfølgerne fra Drudenfod og Kapow. Aldrig nogen sinde har Falkene været så suveræne. 1. pladsen har været i Falkenes hænder siden sommerpausen og Falkene har med to sejre i de sidste kampe mulighed for at lægge syv point ned til nærmeste forfølger fra Kapow.
Vi fangede Falkenes målmand, da han havde erfaret at Drudenfod havde tabt point og således ikke kunne indhente Falkene: ”Ugen der er gået har naturligvis været noget anderledes end normale sæsonafslutninger. Efter danske forhold er det helt ekstraordinært at vinde turneringen 2 runder før tid, og det har givet os mulighed for, både at glæde os over den kæmpe oplevelse det er, at have tid til at fejre titlen i hinandens selskab, og at spille helt frigjort i de sidste kampe.”
Den store mesterskabsfest holdes først lørdag den 15. oktober, hvor spillerne vil fejre de store bedrifter fra året 2005 på egen hånd.
Vil du have mulighed for at hylde dine helte fra Frederiksberg skal du tage i Tivoli lørdag aften, hvor Puljemestrene præsenteres kl. 21:30 på Plænen af Tommy Troelsen.
|