Krise i FC Trefalke? |
publiceret d. 24. marts 2003 |
|
Efter tre klare nederlag i forsæsonens træningskampe har selv den mest sobre del af pressen kastet sig ud i brugen af det fortærskede udtryk om et fodboldholds gentagne svigtende resultater: krise. Og det har da på papiret også set ganske håbløst ud for falkene efter 2-3 mod Traktor, chokerende 3-5 mod Victoria og senest ydmygende 2-8 mod Los Bastardos. Alligevel skal der herfra lyde en anmodning om at alle sensationshungrende bladsmørere slår koldt vand i blodet og ikke endnu helt afskriver Trefalke som outsider til en oprykningsplads i B-rækken. Historisk set klarer falkene sig nemlig dårligt i testkampene, der ofte bærer præg af dårlige baner og fraværet af en(neutral) dommer, hvilket resultaterne fra de seneste år taler deres alt for tydelige sprog om: 2001: Avarta 7-2, Armando 2-4, Thor 2-5, Stüring 3-4 2002: Lyngby 0-2, Lyngby 1-1, Knoedel 5-1, Armando 4-3 2003: Traktor 2-3, Victoria 3-5, Bastardos 2-8. Dertil kommer så de mange kampe mod klubbens hold 1, som hver gang har fået et udfald, ingen ønsker at huske tilbage på.
Konklusionen – og håbet for den kommende sæson – må være, at Trefalke ganske enkelt er bedre når der for alvor er noget på spil.
|